Atombomberne

De to atombombers navne hentyder  til hvordan bomberne så ud; ”Little Boy” var lille og tynd, hvor ”Fat Man” var rund og tyk. I ”Little Boy” brugte man uran-235, og til ”Fat Man” brugte man plutonium-239. Når en atombombe eksploderer bliver der udløst en enorm mængde energi, som kommer fra reaktionen, der sker inde i de enkelte atomer. Atomer er bygget op af en atomkerne og elektroner, som bevæger sig i baner rundt om atomkernen. Dette kaldes Bohrs atommodel, som den danske forsker Niels Bohr i 1928 forudsagde. Når et atom slås i stykker, dvs. at atomet spaltes, slipper der store mængder energi ud. Mængden af energi afhænger af antal atomer, som bliver spaltet. Dette sker ved fissionsprocessen. Den energi som slippes ud kan være så enorm, at den forårsager en eksplosion. Ved fission spaltes en tung kerne til to eller flere lettere kerner, og dermed bliver bindingsenergien per nukleon større. Massen bliver derfor i sluttilstanden mindre end i begyndelsestilstanden. Dvs. at der sker et tab i masseenergien ved fission. Denne frigørelse af massenergi benyttes til atombomber, fordi der sker en eksplosion. I atombomben ”Little Boy” brugte man uran-235, og uranfissionen foregår, når en neutron rammer en uran-kerne og bliver til uran-236, som dermed består af 144 neutroner og 92 protoner. Derefter spaltes uran-236 til to lettere kerner: BA-141 og KR-92  og 3 neutroner. Efterfølgende kan de dannede neutroner spalte nye uran-kerner, og der opstår en kædereaktion, som vil udvikle sig så hurtigt, at energiudløsningen vil ske som en eksplosion. Dette sås med atombomben ”Little Boy”.

Da naturligt ren uran består af to uranisotoper uran-235 og uran 238, er det kun uran-235, som kan fissionere, og dermed vil der gå en del uran-238 til spilde. Amerikanske forskere opdagede i 1940, at man kunne omdanne uran-238 til plutonium-239 ved neutronbestråling. Plutonium-239 blev brugt til atombomben ”Fat Man”, som var yderst farligt, fordi nu blev der anvendt plutonium-239 direkte som sprængstof i atombomberne.